Ragna
Von's julekort
December 1999

Det er første gang, jeg skriver julebrev alene, der findes en række fra os begge fra 1981.
Ragna fik skrevet hilsen på julebrevene i 1998, men det var også noget af det sidste hun magtede. Dette bliver et mindeskrift. Jeg kan ikke skrive alt men trække noget frem, som ikke alle vidste: Hun var den af os, som var drivkraften i de beslutninger, som vi måtte tage gennem 55 år.

Vi boede sammen fra 29. august 1943, da Danmark skiftede farve. Spærretid. Vi så hen til hendes lærereksamen i 1944, men Ragna holdt fast ved bryllup snarest muligt, som vi skrev om i vort guldbryllups-julebrev. Det var hendes klare opfattelse, at vi skulle have flere børn end vort første, og sådan blev det. 1944, 1946, 1956.

Hun vidste alt om mine problemer som ung straffedommer og skubbede til mig for at skrive om dem. Hvis dette ikke var sket, og hvis hun ikke tog sig af alt i familien og hjalp mig, var disputatsarbejdet i 1948-49 aldrig blevet til noget. Og på samme måde: De første lærebøger i slutningen af 1950'erne blev til på et tidligt tidspunkt: "Du har jo alt liggende i udkast, notater, oversigter, de studerende kan ikke være tjent med, at de læser efter de gamle bøger, men forudsættes at kende nye opfattelser."

Tilværelsen ved Egmont Kollegiet var blevet en helt anden, hvis ikke hun med intuition og en viden - hvor kom den fra? - havde bistået med at gennemføre hvervet som efor. De mange unge par - hvad vidste jeg om deres problemer, og hvordan de skulle løses? Hun trådte ikke frem, og det var kun de få, der var klar over hendes indsats for at få dette store, blandede kollegium til at fungere. Jeg tror at det skuffede hende, at hun ikke kunne deltage aktivt i alt, som skulle gøres for at yde en nødvendig hjælp. Men hun gav aldrig udtryk herfor.

Derimod tror jeg, at alle eller de fleste var klar over, at det var hende, der ordnede familiens egne problemer, huset, børnene. Det var ikke hendes stil at fastslå, hvordan alt skulle være. Hun havde sin egen stilfærdige måde at klare problemerne på. Hun har sikkert gennem årene givet vore børn - og mange andre - gode råd. Og i hjemmet behøvede hun ikke at give bestemte ordrer. Jeg tror at hun ganske enkelt virkede på den måde, at alle uden videre kunne fornemme, hvordan alt skulle klares. Hun var vist den fødte pædagog.

Hun kunne lige fra begyndelsen af vort ægteskab have udnyttet den faglige viden, som hun havde, men hun valgte familielivet. Først da hun syntes, at det faglige kunne udbygges, uden at det gik ud over familielivet, tog hun sin fageksamen, så hun kunne udnytte sin viden og kunnen uden at det for hende vigtigste led skade derved. Men nu foretrak hun at undervise voksne og viste, at hun som leder af sådan undervisning kunne organisere og bestemme.

Det var på hendes initiativ, at vi fik huset i Ordrup. Det skulle passe til vores behov som det var allerede i 1960'erne, hvis det blev aktuelt, men det skulle også passe til os på vore gamle dage. Og det skulle være i frie områder, tæt på god natur og med en have, hun kunne passe - hvad hun også gjorde, indtil kræfterne svigtede.

Det var hendes egen bestemmelse, at hun ville holde op med sin faglige virksomhed, når jeg med alderen forlod universitet og kollegium. Nu skulle det bare være os - med børn, anden familie og venner inden for rækkevidde. 1982.

De sidste år blev vanskelige. Men Ragna beklagede sig aldrig over alt det, som sygdomme medførte. Og vanskelighederne var endda store. Jeg tror, at det plagede hende mest, at hun ikke magtede at udføre alt det, som hun syntes hun burde gøre, og at hun var til ulejlighed for andre. Selv kunne jeg egentlig ikke gøre andet end at yde nogen gengæld for alt det, hun havde gjort i mange, mange år.

Ragna kom ikke til at opleve orkanen i begyndelsen af december 1999. En uge uden elektricitet og almindelig varme. Stearinlys og gasovn, spritapparat. Iltforsyning? Det kunne vi ikke have klaret.

Jeg har læst om en ældre mand, som blev alene, at han - da han blev spurgt herom - benægtede at han var "lonely", han var blot "alone", og det er noget andet. På dansk vil det vel sige, at han var alene, men ikke ensom. Jeg har fundet frem til et nyt ord. Jeg føler mig "halvsom". Det dækker fuldstændigt.

Jeg håber at disse nøgterne ord har givet et rimeligt udtryk for, hvad Ragna betød for os. Men jeg håber også, at man kan få et tillæg hertil ved at læse mellem linjerne i det skrevne.

Glædelig jul!
Godt nytår!

 

 


 


: