Da jeg i 2018 blev inviteret til mit 40-års studenterjubilæum – som jeg ikke ville gå til – skrev jeg disse linjer om mit liv indtil da.
Jeg er ked af jeg ikke kan være med jer idag, men tænkte at en lille historie om min tid efter Ingrid Jespersens Skole måske kan have jeres interesse.
Jeg har sikkert efterladt jer med et meget diffust billede af hvem jeg egentlig er. Skolen interesserede mig overhovedet ikke og alle væsentlige begivenheder i min gymnasietid skete andre steder end i skolen. Dén skulle klares med venstre hånd, og helst med så få fingre som muligt.
Jeg fotograferede meget og blev tilknyttet DR/FilmInstituttets Filmworkshop i København, og tilbragte uendelige aftener og weekender i deres klipperum og lydstudier. Derfor kneb det med lektiearbejdet og med at holde øjnene åbne dagen efter.
Èn lærer kunne dog holde mig vågen: Vita Boesen, vores dansklærer, fandt vej til mine virkelige interesser. Hun havde et godt øje til mine skriverier og banede faktisk vejen for min senere profession ved at lade mig skrive stile om alt andet end det emne der var udleveret i klassen. Jeg afleverede hvad jeg selv synes var mest interessant blandt de mange tekster jeg netop havde skrevet – og hun tog dem altid alvorligt, gav mig god feedback og var et dejligt menneske i det hele taget.
Mit allerstørste hadefag var matematik – og min allerstørste triumf var at gå hele vejen gennem matematisk gymnasium uden at komme op til eksamen i matematik. Ellers var jeg nok dumpet.
Da den sidste eksamen i 3.g var overstået, gik jeg ud gennem porten mod Ndr. Frihavnsgade med en klar oplevelse af endelig at være et frit menneske, nu skulle livet begynde, verden ventede og det kunne kun gå for langsomt.
Efter sommerferien startede jeg som journalist-aspirant på Amager Bladet og skrev et bjerg af artikler, som allesammen blev trykt i avisen. På det grundlag kom jeg direkte ind på journalisthøjskolen i Århus et halvt år efter. Her fokuserede jeg også på det levende billede og specialiserede mig mediemæssigt imod TV – også selvom min praktiktid foregik på Fyns Amts Avis’ redaktion i det dejlige Ærøskøbing.
Da jeg sluttede på Journalisthøjskolen havde jeg igen denne oplevelse af at gå ud igennem en port og blive et frit menneske. Jeg hader nok skoler helt generelt.
Da havde jeg mødt Britta, som jeg siden blev gift med og fik to dejlige børn med. Vi flyttede sammen til København og bosatte os dér.
Efter et halvt års søgen blandt traditionelle journalistjob dukkede pludselig en stilling op som audiovisuel producer i Novo Nordisk’ kommunikationsafdeling. Det job søgte jeg og fik det. Jeg sidder i samme stilling nu, 35 år senere (i 2018).
Undervejs har jobbet udviklet sig hele tiden og idag ser mit arbejdsliv således ud:
Jeg er afdelingsleder for et team på seks mennesker og en masse free-lancere, der håndterer alt AV og filmproduktion i Novo Nordisk, ligesom jeg er en del af kommunikationsledelsen.
Men det meste af min tid arbejder jeg som rejsende TV journalist der skriver, filmer, redigerer og publicerer film om mennesker og begivenheder i Novo’s verden. Jeg kommer verden rundt med mit kameraudstyr (har det seneste år været i bl.a. Barcelona, Paris, Mainz, Zürich, London, Istanbul og Ghana – resten af året står Kina, Japan og Indien på programmet) og historierne handler om alt fra Novo’s forretningsstrategier til personportrætter af fx mennesker med diabetes i verdens fattigste lande.
Jeg har vundet et bjerg af priser for mine film og jeg synes at min tilværelse er fantastisk. Når jeg filmer udsigten over den store kinesiske mur, sporvognene i San Franciscos gader, eller sidder stille sammen med en familie langt ude på landet i Ethiopien, så tænker jeg ”hold da op, tænk at jeg får løn for at være her.” Og så bliver arbejdslivet nok ikke meget bedre.
Britta og jeg nyder fortsat tilværelsen sammen. Selvom vi begge er ramt af cancer, så giver vi det danske sundhedssystem kamp til stregen og regner os selv som overlevere, der kommer godt igennem også den slags udfordringer. Vores to børn er for længst blevet voksne og har etableret sig med deres egne familier. Børnebørnene dukker op og det er dejligt.
I 2019 vælger jeg at forlade den faste stilling og starte mit eget firma EybenFilm. Jeg laver stadig film om hvordan mennesker lever med alvorlige sygdomme som diabetes, svær overvægt, kredsløbsforstyrrelser, prostatacancer og meget mere. Vigtige fortællinger om det virkelige liv.
Jeg nyder også den frihed det giver mig selv at kunne vælge mine opgaver og holde fri derimellem. Vi rejser med vores autocamper så tit vi kan komme til det og fortsætter vores tradition med lange ture ud i Europa, både mod syd og mod nord.
Keld von Eyben afgik ved døden i 2023 efter aktivt at have kæmpet mod prostatacancer i 16.år. Keld blev 66 år.