Kronik ved professor, dr. jur. W.E. von Eyben
Trykt i dagbladet Politiken 12. april 1969
Kronikken er min fars kommentar til debatten om hvordan universiteterne kan indrette sig på de nye tider, der blev resultatet af ungdomsoprøret, som kulminerede året før, i 1968.
I DEN standende strid om universitetsprofessorers arbejdsbyrde har jeg med ærefrygt og respekt læst om de opgaver, som kolleger er pligtige til at løse. Hvad der er skrevet er sikkert ikke overdrevet. Når man en gang imellem skal have fat i dem, opdager man, at de hver for sig er begravet i opgaver af så forskellig art, at man ikke fatter, hvorledes en enkelt mand kan overkomme dem.
Og så har man endda ikke pointeret en enkelt form for arbejde, som dog nok kunne fortjene at blive nævnt, i hvert fald i forbigående. Der skal nemlig også tænkes. Ikke blot over de konkrete opgaver, som rent praktisk skal klares. Men helt generelt om de problemer, som ligger inden for faget.
For ikke at blive misforstået vil jeg da straks understrege, at dette med at tænke under arbejdet selvfølgelig ikke er noget som professorer har patent på. Hvis der blev tænkt noget mere i stedet for handlet, ville det nok gå en del bedre i det hele taget. I hvert fald ville det være fremragende, om der blev tænkt noget mere, før der blev handlet, subsidiært efter der var handlet. Nemlig for at rette fejltagelser.
MEN DET billede af professorgerningen som er skildret, kan jeg slet ikke leve op til. Jeg har jo ikke noget institut at skulle lede. Jeg skal ikke i det daglige holde mig á jour med, hvad medarbejdere forsker. Endsige med, om rengøringen går som den skal, og om gardiner bliver udskiftet på et passende tidspunkt. Jeg har intet kostbart forsøgsapparatur, som skal anskaffes og anvendes. Har ingen forsøgsdyr at passe. Jurister kan ikke bruge dyr til forsøg, kun mennesker, masser af mennesker. Derfor har vi den hæmsko, der ligger i, at lovgivningsmagten skal til for at sætte samfundseksperimenter i sving. Vi kan til nød få overladt kriminelle, sindssyge og børn, men her indskydes domstole, læger, opdragere m.v. som ikke uden videre anerkender enhver juridisk forsøgsrække.
FORELÆSNINGER har jeg jo nok haft. De er endda blevet holdt hver dag siden jeg tiltrådte som professor. En lektor og jeg har broderligt delt dem imellem os. Vi har endda fundet ud af, at universitetsregler ikke forhindrede os i at fortsætte forelæsninger, medens der var eksamen.
Men nu er vi kommet ud over forelæsningsproblemet, som egentlig burde være løst, da Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten, eller i hvert fald da duplikatoren og fotokopieringsmaskinen gjorde det muligt at mangfoldiggøre selv de mest ufuldkomne notater. Under alle omstændigheder, da det blev videnskabeligt klarlagt, hvor uhyre ringe tilhørernes koncentrationsevne er. Herom i øvrigt senere.
Men nu er dette problem løst. Forelæsninger er afskaffet hos mig. Man arbejder i hold og i grupper. Det viser sig, at nogle studenter i hvert fald bedre arbejder på den måde. Når arbejdet er sat i sving – men det kræver naturligvis lidt omtanke – er den vigtigste opgave for underviseren at holde mund. Vel – lidt virksomhed som forhandlingsleder og kommentator har nok en vis betydning. Men det er måske slet ikke det mest givende for de studerende. Tro ikke, at vi har løst alle undervisningsproblemer på den måde. De er tværtimod blevet større. Men det var arbejdsbyrden for professoren, vi var i gang med.
DER SKAL jo også skrives bøger og afhandlinger – herunder også lærebøger. Men også på det punkt må jeg erkende min dovenskab.
Der er mange, der får fritiden til at gå med at lægge kabaler eller løse puslespil. De kender den med at lægge brikker på plads, således at man f.eks. til sidst har en vandmølle i et skovparti. Det kan drille så fantastisk med at finde ud af, om en blå brik er en del af himlen eller noget af bækken eller måske en pige med en blå kjole.
JEG HAR MEGEN fornøjelse af en særlig form for puslespil. Alle domme, der publiceres herhjemme, og de bøger og afhandlinger, som fremkommer inden for mit fag, indgår i et puslespil. For det meste spiddes det fremkomne på kartotekssedler, som indrubriceres i et bestemt mønster, men der er også andre metoder. Princippet er det samme som ved puslespillet. Der tegner sig efterhånden et billede, og noget helt uforståeligt får måske engang med tiden en mening. Det hænder, at brikken driller. Den må lægges til side til speciel behandling. Det kan man indprente sig i sin hukommelse, og så kan man tage problemet frem, når man har lyst til det.
Man kan i øvrigt også selv fremstille sit puslespil. Lave en ramme, fylde ud med tænkte afgørelser af problemer og så fortsætte, til man synes, der har dannet sig et hele.
SÅDAN KAN bøger og afhandlinger komme til eksistens. Hvornår ny udgave bør udkomme, er et rent praktisk spørgsmål. Der kan trykkes på knappen, når det passer en. I øvrigt er de studerende ikke begejstret for, at man trykker for tit. De gode gamle indstregede eksemplarer af bogen, som de har vænnet sig til, duer ikke mere, når ny udgave udkommer. Og de har den overbevisning, at det sidst tilkomne er det vigtigste.
DET VIRKELIGE arbejde kan derfor henlægges til tider og steder, som passer en bedst. Henslængt i en lænestol eller en divan, veltilpas, arbejder man måske bedst. Bevæger man sig på sine ben blot ti kilometer fra København, bliver man ikke forstyrret af noget menneske. Det kan i hvert fald ikke være pladshensyn, som motiverer, at der skal åbnes mere plads for publikum. Stående under brusebadet – også udmærket – hvis man har en forstående familie. Eller under den almindelige konversation: “Jeg mødte en tiger og en løve i Fælledparken”. “Det var da morsomt”. “Også 100 elefanter”. “Ja, det er utroligt”. “Og Urban Hansen, der gik på hænder hen ad Borgmester Jensens Allé”. “Ja, gymnastik er jo gavnligt” Osv.
Og så var et problem løst imens.
ALLERBEDST ER tiden under forelæsninger og foredrag. Jeg er en elendig tilhører. Enten er foredraget dårligt. Men det er nu meget godt alligevel. Så kan man lukke af og tænke for sig selv. Eller simpelthen falde i søvn, hvad jeg er mest tilbøjelig til, og hvilket også er sundt. Eller også er foredraget godt. Men så bider man sig pludselig fast i en eller anden udtalelse og begynder at tænke over den. Og før man har set eller tænkt sig om, er foredragsholderen på sin flugt kommet et helt andet sted hen. Hvor man vel også finder en tråd, man kan tage op på samme måde.
Nej, må jeg så bede om en bog, som man kan stoppe i, når man vil, understrege, skrive til i margenen, så er man herre over situationen.
DERIMOD ER det trist, at man kan blive udsat for tilsvarende art eskapader under koncerter, teaterstykker og biografstykker – TV er også fremmende for eskapisme. Ja, selv mens man sidder i et kvartetspil og burde være optaget af en betoning, en frasering, kan det ske. Sådan set er det ærgerligt, hvis man ellers nød at se Vive Gelker i en betagende stilling i “Mandarinen”. Men så må man jo gå der igen en anden gang og håbe på bedre held.
DET VIL måske blive indvendt, at der dog vitterligt er en del råd, udvalg og kommissioner, som man ud over professorgerningen tager vare på i større eller mindre udstrækning.
Dette er rigtigt, men ikke afgørende. For det første kommer det ikke professorgerningen ved. For det andet er der noget, der hedder dygtige medarbejdere. Hvis man ikke besidder den naragtige opfattelse, at man kan gøre alting bedre end alle andre, kan man lige så godt udvide sin tillid. Tilbage står man selv med et ansvar, men forberedelserne er som regel de værste, arbejdsmæssigt. Alt for ofte opdager man, at arbejdet har været forgæves, og at man beskyldes for at have nogle interesser i spidsen, som man burde have set bort fra – måske endda at man har taget politiske hensyn.
EN SPECIALIST, der blev tilkaldt for at få en genstridig maskine i gang igen, slog et par slag med en hammer og forlangte 1000 kroner herfor. Da man bad om en specifikation, skrev han: For at slå to slag med en hammer – 2 kr. For at vide hvor der skulle slås: 998 kr. Man skulle måske overveje at spalte universitetslønnen op på samme måde.
Der er i hvert fald den sandhed i det, at det egentlige arbejde, som udføres af universitetsprofessorer, det der virkelig betyder noget på langt sigt, det udføres kun i sekunder eller minutter hver dag, ja vel ikke engang hver dag. Hvad døgnet ellers er optaget af, har måske ingen nytte i sig selv, får det måske aldrig. Men hvad er nyttigt, hvad er ikke nyttigt?
Det må der vist tænkes over. Lænestolen venter.
W.E. von Eyben
Professor ved Københavns Universitet