Mine forældre Ragna og William Edler von Eyben skrev denne historie om året 1956, hvor den ungarnske befolknings oprør imod den sovjetiske invasion bragte en flygtningestrøm til København.
Begivenhederne afspejler en tid og en problematik, som er blevet sørgeligt relevant igen i 2022.
Efteråret 1956 var præget af dyb uro i de store dele af Europa, der med udgangen af 2. verdenskrig var faldet ind under det Sovjetiske herredømme.
Efter mere end 10 års indspærring i østblokken skimtede folk en ny, lille sprække i jerntæppet: med Stalins død i 1953 så både Østtyskland, Polen og Ungarn en mulighed for måske at løsne bjørnens kløer.
Og så rejste oprørsbevægelserne sig fra nord til syd.
Vi har mange minder fra vores tid på Egmont Kollegiet i København og blandt de rigtigt gode er forbindelsen med de ungarske flygtninge, der kom til Danmark i 1956. Et bevæget og begivenhedsrigt efterår, som en række invitationer fra den ungarske ambassade nu 40 år senere har bragt i erindring.
Fotos fra den ungarske opstand blev udstillet i Hovedbiblioteket på Frederiksberg og de gav et levende udtryk for den blanding af håb og brutalitet, frihedstrang og totalisme, som tog livtag med hinanden i 1956. Pindemadder og kolde drinks stod i sær kontrast til de ophængte sort-hvide billeder af frihedskæmpere, tanks og sønderskudte huse, mens ambassadører og andre fornemme mennesker konverserede hinanden.
Der var ikke nogen ungarer med som vi kendte. Så vi tog hjem tidligt. Og mindedes de skæbnesvangre begivenheder.
Sommeren 1956 startede arbejderne i Poznan i Polen en reformbevægelse, som det polske styre med Gomulka i spidsen tog forholdsvis afventende. Det hemmelige politi forholdt sig i ro og pressecensuren blev ikke strammet på trods af uroen og den åbne kritik af partiet. Præsident Khrusjtjov og en stor delegation russere troppede pludselig op i Warzawa, men Gomulka stod fast: Polen var kun med i kommunistblokken på visse betingelser – som russerne accepterede den 19. oktober for at undgå åbent oprør.
Fire dage senere marcherede vældige menneskemasser gennem Budapest. Flere tusinde mennesker gik med hammer og reb til angreb på den enorme Stalin statue i bymidten og snart lå Jozef´s hoved og rullede på gaden mens støvlerne stod tomme tilbage på fundamentet.
Den ungarske revolution var en realitet.
De sad på rad og række og så nervøst på os, blege ansigter klædt i gammelt tøj, en lille snes ungarske familier, der var flygtet op igennem Europa og endt i denne flygtningelejr i Dronningmølle i Nordsjælland. Unge mennesker, flest mænd, et par familier, enkelte med små spædbørn.
Vi var kørt op fra København for at hjælpe flygtningene med en mere permanent bolig. De var jo studerende, og det var oplagt at bruge værelser på Egmont Kollegiet til dem. Andre kollegier valgte først at fortolke deres regler og fundatser meget strengt, så det at huse flygtningene faldt uden for deres muligheder. De gav sig dog sidenhen, men vi var aldrig i tvivl om at vi skulle slå dørene op på Egmont.
En af flygtningene, Geza, kunne til vores store overraskelse tale dansk. Som barn havde han været i Danmark med Red Barnet og vi forudså at hans evner ville vise sig uvurderlige efterhånden som flere ungarer kom til Egmont.
De andre flygtninge så med skuffede blikke efter Geza, da vi kørte afsted mod København i vores gamle Ford – de måtte blive tilbage med uafklaret fremtid. Geza selv så med store øjne på det sjællandske efterårslandskab og de få andre biler på landevejene, der efter ungarsk målestok var en sand myldretid af trafik. Det var anden gang han var heldig under sin flugt. Første gang var da han nåede grænsen ud fra Ungarn og rendte lige ind i armen på en russisk grænsevagt, der lod sig overtale til at lukke øjnene og lade ham slippe ud i friheden.
På Egmont startede det helt store flytteri. Kollegianerne rykkede sammen eller drog hjem til deres familier, så der frigjordes 20-25 værelser til flygtningene. Snart summede gangene af højlydte ungarske brokker, som ingen forstod – det er en sprogstamme fælles med finnerne dog med et tyrkisk præg.
Radiostationen i Budapest var det næste mål.
Masserne angreb med brosten, benzinbomber og nogle få geværer. Det hemmelige politi forsvarede med tåregas, men gassen drev tilbage på dem selv i modvinden.
Så begyndte skyderiet og frihedskampen krævede sine første dødsofre. Men i ly af tusmørket lykkedes det at erobre radiohuset og snart lød de revolutionære tilråb i æteren.
Gadekampene fortsatte i ugevis og urolighederne bredte sig til de ungarske provinser. Sovjetiske kampvogne var rullet ind over grænsen, men de gik kun forsigtigt til værks selvom de blev mødt med geværild og benzinbomber.
Så udbrød der generalstrejke i hele landet.
Undervisningen begyndte. Kollegiebestyrelsens møderum blev omdannet til skolelokale og nogle lektorer fra de omkringliggende skoler startede intensiv danskundervisning efter naturmetoden.
Ungarerne troppede trofast op hver morgen til mange timers arbejde med det vanskelige sprog og gjorde forbløffende hurtige fremskridt. De var veluddannede i hver deres fag i Ungarn og så nu chancen for at starte en ny karriere i vesten.
Alligevel forlod frygten for det regime, de var flygtet fra, nok aldrig helt deres tanker. En af dem havde vist været mere involveret i partiet end de andre og han var hele tiden omgærdet med mistro blandt sine landsfæller. Vi vidste godt hvad der var i gære, så da han endelig gik til bekendelse overfor os, blev han noget forbløffet over vores reaktion. Hans problem var imidlertid, at en efterretningstjeneste havde forlangt at han skulle spionere til fordel for Danmark og at han ville blive udvist hvis han ikke makkede ret.
„Hvad skal jeg dog gøre?“, spurgte han fortvivlet Von.
„Ingenting!“ var svaret.
Og der kom naturligvis aldrig hverken udvisning eller andre reaktioner på hans tavshed.
Generalstrejken fortsatte et par uger i Ungarn. Arbejderrådene fortsatte deres virke selvom magten var gledet tilbage i de sovjetiske hænder. Flere og flere ledere blev arresteret og hele centralrådet blev fængslet den 11. december.
Efter to dages fornyet generalstrejke ebbede revolutionen ud.
2.000 ungarer var blevet dræbt.
200.000 var flygtet til vesten.
Mod slutningen af december tømtes kollegiet gradvist for kollegianere. De unge flyttede hjem til familierne rundt om i landet for at lade julefreden sænke sig over tankerne – og få et tiltrængt pusterum fra bøgerne mens et tykt hvidt snedække lagde sig over hele landet.
Nogle få, 5-6 stykker, var tilbage på kollegiet til en stille jul omkring det smukt pyntede juletræ ved pejsestuen i hall’en. En god middag i fællesskab og en snak om traditioner i alverdens lande: det var jo typisk de, der kom langvejs fra, som ikke rejste hjem til familierne i julen. Ja, som ofte slet ikke fejrede jul overhovedet.
Men ungarerne var rejst ud i de danske provinsbyer. Af deres støtte-kollegianere var de alle tilbudt at tage med hjem til deres familier for sammen at holde den første jul i det land, der havde taget imod dem.
Deres første jul i friheden.
Glædelig Jul allesammen!
Von og Ragna
December 1996