Sjældent var familien Danmark i den grad blevet samlet i diskussion omkring det nymodens TV i 1950-erne som under den række af juridiske processpil “Retten er sat“, som min far, professor W.E. von Eyben producerede sammen med journalisten Claus Toksvig gennem et helt årti.
Gaderne lå øde om aftenen, mens fjernsynet sendte juridiske diskussioner ind i de små stuer, så aviserne dagene efter bugnede med overskrifterne ”Skyldig?” ”Ikke skyldig!” ”Vores læsere mener..” ”Vi var uenige med dommerne!”.
Hvordan bar man sig ad med at fange seerne på den måde? Læs de følgende sider, som er skrevet på baggrund af breve, manuskripter, avisklip og fotos fra min fars arkiv. To kasser, som han overlod mig få måneder inden han døde, rummer opskriften på datidens success.
Udsendelsen skrev retshistorie den 22. og 23. januar 1959, da man i forbindelse med en voldtægtssag viste, hvorledes nævningenes forhandlingerne foregår bag de lukkede døre – døre som i enhver retssag er lukkede også for juristerne og dommerne.
Nævningene var almindelige mennesker, der var udvalgt efter Retsplejerådets regler for nævneting, så deres sammensætning – og deres afgørelse – ville svare til et ”rigtigt” nævningetings.
Gennem kameraerne fik juristerne for første gang et indblik i, hvordan sådan en gruppe almindelige mennesker reagerer på helt realistisk vis, når de skal tage stilling til en vanskelig sag.
Det rystede den juridiske verden! Kan man virkelig overlade så alvorlige afgørelser til beslutninger, der sker så tilfældigt, så følelsesladet, så personligt, så … fjernt fra juridisk tankegang? Ja, dét er jo netop grundlaget for at bruge nævninge, men et forhold som den juridiske verden nok ikke havde gjort sig helt klart før denne torsdag-fredag ved fjernsynsskærmen.Sagen var med omhu gjort så tvetydig, at det lykkedes at opdele både den danske befolkning og de to parallelle nævningeting i henholdsvis København og Århus i to lejre: København fandt tiltalte uskyldig i voldtægten med stemmerne 7-5, mens det Århusianske ting havde stemmelighed og dermed samme resultat: frifindelse.
Men så fortsatte debatten i bladene. Billedbladet udkom samme fredag med hele forsiden og tre centrale helsider om sagen – og havde desuden nedsat sit eget nævningeting!
For den tiltalte – spillet af stud.jur. Lars Lunøe – blev det måske starten på en ”rigtig” skuespillerkarriere.
Alle TV bånd med de oprindelige Retten er sat er bevaret – båndene var så kostbare at de blev genbrugt af Danmarks Radio. Men to senere udsendelser er bevaret og kan afspilles her. De er udsendt efter min far overlod konceptet til andre kræfter.
- Juridiske studerende ved Københavns Universitet samt anonyme repræsentanter for dagliglivet opfører en retssag om narkotika. I dag: domsforhandling (7. november 1967):
Hvem var Jackpot? - Konstrueret færdselsuheld, hvor mannequin Nora Ibsen bliver dræbt (7. januar 1969):
Færdselsuheldet
For min far har det uden tvivl været et meget omfattende arbejde at forberede disse sager. Store bunker af notater ligger bag hver eneste udsendelse. Men aldrig blev der betalt noget honorar fra Danmarks Radio.
I 1964 skriver en af deltagerne i en udsendelse et brev hvori han efterlyser et honorar. Min far svarer i slutningen af maj:
”Jeg tror ikke jeg disponerer for meget på radioens vegne, når jeg hermed giver dem tilsagn om et honorar på højde med det, som jeg får. Det er nemlig nul. De medvirkende studerende får også nul – bortset fra at man yder dem en godtgørelse for tidsspilde, beregnet efter samme satser som for babysitning. Hele den ordning er et princip fra min side. Jeg vil gerne have fastslået, at disse udsendelser fremkommer som et produkt af en stor skare personer, jurister og andre, som uselvisk – i hvert fald uden at skele til økonomi – bidrager hver på sin måde, med en idé, med en enkelthed, med en pointe, med en argumentation, med et socialt aspekt, med en kritik af lovgivningen eller praksis, med fremdragning af dagliglivets pudsigheder – eller hvad det nu kan være.”
Vi er virkeligt i fjernsynets barndom. Udsendelserne blev ofte sendt direkte og først senere optaget på den nye opfindelse, Ampex, videobåndet. Min far har ofte fortalt hvordan beslutningen om at lave et enkelt klip i sådan et videobånd måtte helt op på direktionsplan – båndet var dyrt og DR havde ikke mange af dem, så det var kostbart at ødelægge ét ved at klippe det over. Det var nemlig dengang en mekanisk proces, hvor båndet møjsommeligt blev klippet over på skrå, mens teknikeren med fint metalstøv afsøgte de små magnetiske striber af optagelse på båndet.
Men Danmarks Radio var stolt af sin publikums succes. Det var landets eneste TV kanal, så der var stort fokus på hvad fjernsynet bragte. Og her fik seerne virkeligt noget for licenspengene.
I juni 1965 skriver Danmarks Radios generaldirektør La Bindsløv til min far:
Kære professor von Eyben.
Det var fornemt at De havde skaffet os sådant et dommerkollegium.
Jeg er imponeret over, at De har haft tid og kræfter til at følge sagen op med en kronik i Berlingske Tidende om de principielle perspektiver. Derved afrundes problembehandlingen. Det ville glæde mig meget, om vi kunne fortsætte samarbejdet i den kommende sæson.”
Men nye kræfter kommer til i Danmarks Radio. Claus Toksvig udstationeres i USA og der sættes en anden producer på ”Retten er sat”. Samarbejdet fungerer ikke særlig godt og efter endnu en udsendelse meddeler professoren, at han ikke vil medvirke mere.
Den 17. februar 1967 skriver Piet van Deurs fra Danmarks Radio:
”Det er med dyb beklagelse, vi hører, at De ikke ser Dem i stand til at deltage ved tilrettelæggelsen af næste ”Retten er sat”. .. Vi håber nu at gennemføre næste udsendelse med den af Dem udpegede juridiske rådgiver, men håber samtidig, at De herefter skulle kunne få mulighed for at afse tid til at genoptage det for os så frugtbare samarbejde.”
Men dette skete ikke. Heller ikke da samme Piet van Deurs 30 år senere beder min far deltage i en TV genopførelse af det historiske retsopgør mod Struensee.
Keld von Eyben
Januar 2001 – På baggrund af notater, manuskripter, breve, fotos og avisklip, som min far overlod mig få måneder før han døde.
 |